Det iscenesatte sammenbrud: Fra ‘clean girl’ til ‘messy girl’ - æstetik, kapitalisme og en samtid i ubalance

Et essay om æstetiserede identiteter i usikre perioder.

'Skrevet af Karoline Brask Ziersen'

Som ung kvinde i 20’erne er det næsten umuligt ikke at føle sig som et biprodukt af trends, #hashtags og algoritmer. Især når man, i skrivende stund, sidder og vipper med sine fødder i et par Crocs og falder over artiklen 'Modefyrsten' i Weekendavisen. Her bliver Crocs fremhævet som et tilbagevendt produkt, i takt med tidens poor core-fænomen.

Crocs er gået fra at være 'helt ude' til avantgarde, blandt andet grundet den kendte designer 'Demna', der i 2025 overtog posten som kreativ direktør for Gucci. Mange beskriver ham som 'Ophavsmanden for tidens poor core-fænomen, altså feticheringen af de fattiges æstetik'.

Trendforecaster Anna Gunvor Hyttel konstaterer, at Crocs oprindeligt var skabt til hjemmets behagelighed. De er billige, men er blevet til en ny form for værdi ved at blive gentænkt. Demna var den første til at sætte skoene på en runway i hans tid hos Balenciaga - og det er langt fra første gang, hans designs har været inspireret af det mere 'primitive'. Hele poor core-fænomenet giver mig mange paralleller til den 'messy girl'-trend der florerer på SOME nu.

Sociale medier fungerer idag på mange måder som et kulturelt spejl, hvilket får mig til at stille spørgsmålet: hvad siger det om samtiden når vi er gået fra 'clean girl' til 'messy girl'.

Hele 'clean-girl' æstetikken, dominerede sociale medier i flere år. Selvom det også var under tid med uro, var 'hun' alligevel: organiseret, rolig og kontrolleret. Med flere millarder af visninger på TikTok, var det nærmest ikke bare en trend - hun var et ideal. Donut-glaseret hud, minimal make-up og iført, et dyrt pastel-farvet pilates-sæt, hvori hun kom spankulerende ned ad gaden med en matcha i den ene hånd og Hailey Biebers Rhode lip-peptide i den anden.

Men som Nina Pratt skriver i sin klumme for Politiken, føltes hun også som et slags 'dark design' imod os, en konstant påmindelse om alt hvad vi ikke er: perfekte. Hun er måske strukturet, disciplineret, men fuldstændig urealistisk. Det var et krav om en organiseret, stressfri tilværelse, hvor håret sad stramt, og moralen sad strammere.

Hun er på mange måder også et billede på det, forskning ifølge Videnskaben.dk peger på: at der er skabt urealistiske forventninger til, hvordan det føles at være ung i dag. “Ønsket om trivsel kan blive til et krav om, at unge altid skal have det godt.” Når vi så ikke kan leve op til det, føles det som en personlig fejl.

Når man så oveni købet, skal forholde sig til en verden præget af økonomisk krise, inflation, krig og politisk ustabilitet, kan det hele føles uoverskueligt. Flere økonomer peger på, at en ny recession er på vej og nogle mener endda, som Fred Harrison, der tale om en 'far worse and nastier' end den forrige. Statsgæld, korrupte verdensledere, krigene i Ukraine og Iran, spikes i el-og olie priser samt globale migrationer (og jeg kunne fortsætte), bidrager til en følelse af konstant uro.

Vi er nået til 'the economy of exhaustion' og når verden føles uoverskuelig, sker der noget interessant: vi vender os mod det umiddelbare, mod kroppen, mod dét, der kan mærkes lige nu.

Modreaktionen, mine damer og herre, lad mig præstentere: messy-girl. Man kan beskrive hende som 'clean-girlens' bedøvende tvilling. Hun er også et produkt af kapitalismen, men hendes rebellion og budskab, er anderledes.

Hun er indbegrebet af hedonisme. Oversized læder-jakke, udtværet make-up og fedtet hår. Hun slentrer rundt i storbyen, og i modsætning til hendes søster, har hun en tændt smøg i den ene hånd og en sort iskaffe i den anden.

Ja, du har måske set hende før, Kate Moss i 90'erne, '#indie-sleaze' i start 2010'erne, men i dag føles hun anderledes. Som beskrevet i analyser af nyere popkultur, blandt andet Charlie XCX's album BRAT - fremstår hedonisme ikke længere som luksus, men som nødvendighed. Ikke som frihed, men som en måde at holde sig kørende på.

Hedonisme som infrastruktur.

Charlie's lyrics:

"When I'm in the club, yeah, I'm (Bumpin' that) 3-6-5, party girl - Shall we do a little key? Shall we have a little line? Wanna go real wild when I'm (Bumpin' that) Meet me in the bathroom if you're (Bumpin' that) 3-6-5, party girl (Bumpin' that) French manicure, wipe away the residue (Ah-ah, ah, ooh) Push my hair back, look hot when (Bumpin' that) No, I really don't stop when I'm (Bumpin' that) Gonna jump when it drops when I'm (Bumpin' that) Dial 999, it's a good time (Ah-ah, ah) Who the fuck are you? I'm a brat when I'm bumpin' that.

Now I wanna hear my track, are you bumpin' that? Till the windows crack, I'll be bumpin' that No, I never go home, don't sleep, don't eat (Ah-ah, ah) Just do it on repeat, keep (Bumpin' that)".

Men nu opstår spørgsmålet: Hvem har egentlig råd til at rode? For der er en tydelig social slagside i, hvem der får lov til at være "rodede" på en attraktiv måde. Reel rodethed er ikke æstetisk - det er økonomisk stress. Det er at kæmpe for at betale husleje, at prioritere mad over hudpleje. Denne version ser vi ikke på TikTok, hvor kaosset er flatterende. I stedet ser vi ofte tynde, hvide kvinder - præcis lige som i 'clean-girl' æstetikken, der posere foran kameraet. Det kan derfor føles som: "a uniform of those who can afford to look like they don’t care.”

“A uniform of those who can afford to look like they don’t care.”

Mange mener, at Demna's designs er magt- og kapitalismekritiske. "Det kommer også til udtryk i hans shows, der har fundet sted i lokaler, der skulle forestille Europa-Parlamentet, eller på børsen i New York, hvor modellerne kom gående ad runwayen i latexdragter."

Eller som billedkunstneren Esben Weile Kjær mener "Jeg ser ikke rigtigt Demna's arbejde som provokationer, men som et forsøg på at begribe de tider, vi lever i. Ideologiernes død, overvældelsen af information, de sociale mediers forandringer - ingenting er længere til at aflæse eller navigere i, jeg ser det som forsøget på at indfange det kaos."

Og som Anna Gunvor Hyttel pointerer: “Moden er i dag i langt højere grad drevet af forbrugerne… samtidig har vi fået sociale medier, hvor alle kan promovere deres egen æstetik.”

På mange måder er 'messy girl' altså også et produkt af kapitalismen - en måde at promovere sin æstetik og sig selv på. Vi lever i en tid, hvor pendulet svinger mellem klinisk perfektion og kalkuleret kaos. Som om identitet er blevet en performance. For hvis vi konstant skifter mellem æstetikker, er der så en kerne tilbage? Eller er identitet noget, vi former afhængigt af kontekst og algoritme?

Jeg tror, det er vigtigt ikke kun at afvise 'messy girl'. Der er noget reelt i modreaktionen. Nemlig opgøret med perfektion, en afvisning af konstant optimering og en bevægelse mod reuse, recycle og mindre overfladisk forbrug.

Messy girl er både et oprør og et produkt. En lettelse og en illusion. Og måske er det ikke kun trends, der ændrer sig - men vores egen forståelse af, hvem vi er.